Lovely Ladies Alive

Hvad jeg ved om kobber og kærlighed

I Sara Bros nye podcast-serie “Hjerteflimmer for voksne”, som handler om kærlighed, skal alle deltagere medbringe et kærlighedsspørgsmål, som de gerne vil have svar på. Men før programmet for alvor går i gang, skal alle gæster i studiet starte med at introducere deres kærlighedsstatus. Så med tak til Sara Bro for inspirationen:

Min kærlighedsstatus er, at jeg er gift med Morten og har været det i præcis 12 ½ år i dag!

At have kobberbryllup er både vildt vildt og helt vildt hverdagsagtigt.
Vildt vildt fordi jeg, da jeg mødte Morten for mere end 16 år siden, mildest talt var lidt vingeskudt. Jeg var 37 år, enlig mor og havde været alene i 5 år. Før min turbulente relation til min datters far havde jeg været igennem min del af herrebekendskaber, og var kommet frem til den konklusion, at jeg ikke kunne finde ud af det der med kærlighed. Jeg havde prøvet mange gange at få et forhold til at fungere, men uden succes. Og hvad værre var, så lå der nedenunder en meget mere forstemmende og sorgfyldt overbevisning om, at jeg nok ikke var en, man kunne elske sådan for alvor. At jeg var en eller anden form for distanceblænder, der charmerede og tiltrak mænd, lige til de kom tæt nok på til at se det hele. Herefter forvandlede jeg mig til lidt af en mundfuld. Helt forkert og for meget. Uf, det niver stadig i hjertet at skrive om det, selv så mange kærlighedsfyldte år senere.

Nå, men banken gav lov, så jeg kunne komme på uddannelse og dermed internat hver tredje måned og her begyndte det hele. Ind fra højre kom den rette mand. Med cowboyhat og en engels tålmodighed! 🙂

Uddrag af et essay, som jeg skrev i løbet af vores første år sammen:

ET LILLE MØDE –
der senere skulle vise sig at være af den største slags

Det var midt på formiddagen, efterår og solskin, og han så ikke ud af meget. Melankolien hang over ham, og han havde fået forputtet sig i et hjørne af sig selv. ”Jeg kan ikke mærke ret meget”, sagde han som introduktion til sig selv. Og lige da, i det sekund holdt jeg op med at prøve at regne ud, om han var tiltrækkende eller ej. Mænd der ikke kan mærke noget, er per definition ikke tiltrækkende for mig…………………..mere.
Hm….ikke et første møde at prale af.
At jeg samme aften befandt mig siddende afslappet foran pejsen, mens jeg afslørende det meste af mit liv frem til dette øjeblik for ham, undrede mig såre. Men aftenen var blød og rund, og lige der i selskab med ham, var min skræk for det modsatte køn gået i hi. Timerne forsvandt ud i mørket, og klokken var to, da jeg lå i min seng målløs over mig selv og min dag.

Denne undren rejste med mig de næste ti måneder. Så lang tid tog det for tiøren at falde. Han erklærede mig tidligt sin kærlighed uden blusel eller vanlig sans for spillets regler, i øvrigt til stor undren for ham selv, og så ventede han i sikker forvisning om, at her var kvinden, der var bestem for ham. Efter først at have følt en uforklarlig glæde i mit hjerte og med fuldt blussende kinder fortalt om hans kærlighedserklæring til en veninde, besindede og betakkede jeg mig derimod, uden at kunne se fidusen.

Ti måneder tog det mig at blive klar til at elske min mand. Ti måneder hvor jeg langsomt opdagede, at han havde en adgang til mig, som gik forbi alle forsvar, jeg måtte have sat op. Tit når vi talte, græd jeg. Sådan en blød slags englegråd, der siver og forløser gamle sår. Og nu ved jeg, at han ganske blidt og meget følsomt smeltede mit hjerte. Han har stadig denne ubetingede adgang til min sjæl. Den dag i dag er det stadig umuligt for mig ikke at græde i hans selskab, hvis jeg har noget at græde over.

Så der er meget at fejre i dag. Kærligheden, glæden og kammeratskabet. Alle de drømme, der gik i opfyldelse med det møde. Alle de sår, der er blevet lægt, både mine og hans, og alle de små og store eventyr, vi har været på sammen. Morten har givet mig den største gave af alle, nemlig oplevelsen af at være ubetinget elsket og troen på, at jeg er det værd. I dag er det mit udgangspunkt og fundament for alt andet, jeg fortager mig i denne verden og min taknemmelighed har igen grænser.

På den anden side er det også bare helt vildt hverdagsagtigt at have kobberbryllup. For i forhold til ved brylluppet, så kender vi hinanden virkelig godt og er nærmest smeltet sammen til en enhed. Da vi blev gift, var vi helt enige om, at vi ikke ville have et stort fancy bryllup. Det var meget mere selve ægteskabet, vi drømte om. Det at vælge hinanden og at følges i tykt og tyndt. I dag, når vi fejrer vores kobberbryllup, ved vi, hvad vores ægteskab består af og vi ved præcis, hvad vi gik ind til den sommerdag på Københavns Rådhus. Det betyder alt andet lige, at der skal lidt mere til for at piske en romantisk og festklar stemning op, særligt i coronatider, hvor forsamlingsforbuddet betyder, at fejringen med familie og venner er blevet rykket til maj. 🙂

Helt konkret byder dagen i dag derfor på brunch med husstanden, Juhuuuu! 🙂 og så vil vi gøre status over vores forhold, ægteskab og kærlighed fuldstændig på samme måde, som vi plejer at gøre nytårsaften med året, der er gået og det nye, der kommer. Derefter går turen lige på hovedet tilbage i en flyttekasse, da vi skal flytte om en uge. Mega romantisk! 🙂

Her er, hvad jeg med sikkerhed ved om kobberbryllup og kærlighed:

• Vores kobberbryllup er først og fremmest et symbol på en kærlighed, som vi begge er utroligt taknemmelige for at få lov til at opleve. At møde en man kan elske og leve med så længe, er ikke alle forundt og vi ved, vi er heldige. Det i sig selv er al fejring værd.

• Men at holde kobberbryllup er også en fejring af evnen og viljen til at holde ved, når det hele er knap så spændende og gennem perioder, hvor en eller begge er udfordrende. Mærkedagen er derfor en mulighed for at anerkende, at det er en bedrift at være gift og leve sammen i 12½ år.

• En kobberbryllupsdato er også en mulighed for mærke efter. Hvordan passer ægteskabet nu 12½ år efter, vi startede ud? Er der noget, der mangler? Noget der er ved at glide os at hænde? Noget der trænger til nyt fokus? Og ikke mindst en mulighed for at spørge sig selv: Ville jeg gifte mig med ham igen, med den viden jeg har i dag?

• Og så ved jeg, at det at leve med Morten, at have ham i mit liv og ved min side, er det hele værd og jeg elsker, at dage som i dag, bringer mig både tilbage og frem. Tilbage til udgangspunktet og fundamentet for det hele, og frem til den næste fase, som garanteret både bliver anderledes og mere af det samme på en gang. Jeg hører gerne fra nogle sølvbrude om dette punkt, både dem med eller uden papiret. 🙂

• Og til sidst et punkt fra Mortens liste om, hvad han ved om kobberbryllupper og kærlighed: “Kobberbrylluppet er slutningen på begyndelsen. Nu starter det hele først rigtigt”, citat slut. 🙂

Så hvad skal der til for at kunne fejre kobberbryllup?
Først og fremmest kærlighed af den helt store slags, viljen til at tage ansvar og se på egne fejl og mangler, tålmodighed, når det alligevel bøvler, humor og særligt evnen til at grine af sig selv, lidt opfindsomhed nu og da 🙂 og endeligt en helt grundlæggende følelse af at kunne lide hinanden.

Jeg vil slutte dagens kærlighedsfest med endnu et citat fra det gamle essay, som stadig står 100 % ved magt i dag:

Aldrig har jeg følt mig så elsket og beskyttet og fulgtes med.

For det er det vi gør,
Følges ad side om side,
Som venner, som kærester, som elskende.
Han er min mand, min kriger og i hans øjne, kan jeg se evigheden.

Jeg elsker dig Morten

Pernille 10,juli 2006

Kære læser.
Jeg håber, du har lyst til at fejre dagen med os ved at give kærligheden i dit eget liv hovedrollen i dag. Rigtig god fest 🙂

Kærlig hilsen
Pernille
#lovelyladiesalive

Ps: Vil du have en mail, hver gang der er nyt på bloggen, så skriv dig op her på siden. Husk du skal bekræfte din tilmelding i en efterfølgende mail, som har det med at havne i spamfilteret.

Du kan finde Sara Bros podcast-serie “Hjerteflimmer for voksne” her.
Vi kan særligt anbefale afsnittet med Andrea Rudolph og Espen Bjerre.

Du kan også læse eller genlæse Pernilles indlæg om Sex og Regnskab her.

Har du lyst til at dele: