Jeg er typen, der farer vild i et Word dokument. Skabeloner giver mig små drilske svedperler på overlæben. Tanken om at kunne navigere rundt i et Excel ark er umiddelbart ikke en mulighed. Virkelig? Virkelig! Faktisk er jeg ret sikker på, at jeg ganske ofte er en gammel mand i en snart midaldrende kvindes krop. Og han har et navn. Axel!
Axel holder af at læse sin avis i papirform, at spise til tiden, og at have sine gamle cd’er indenfor rækkevidde, fordi det giver ham sådan en vis fornemmelse af at have kontrol over situationen. Og så er det hyggeligt:-) Derfor holder jeg faktisk meget af Axel, og jeg har efterhånden erkendt, at han og jeg – vi hører sammen.
Men nogle gange har vi det svært, i denne her moderne verden. Når jeg åbner min computer eller min telefon, så larmer verden direkte ind igennem skærmen og rammer plet i mit nervesystem. Alt for mange valg, alt for mange ligegyldige informationer, alt for meget jeg ikke fatter noget som helst af. Men samtidig dragende, og – må både Axel og jeg indrømme – helt vildt underholdende, oplysende og totalt uundværligt.
Da Pernille forslog mig en blog som vores fælles projekt, blev jeg et øjeblik helt mundlam. En blog? Mig? I virkeligheden var jeg på det tidspunkt gået i gang med at indstille mig på meget mindre SOME. Meget mindre too many minds in my face 24/7. Så en blog? Men da Pernille så fortalte mig, hvad en blog kan, at den kunne fungere som det fælles skrive-barn, som vi så længe har ønsket os – ja, så blev jeg nysgerrig og grebet af den gamle velkendte projektlyst.
Pludselig blev processen dertil en spændende opgave, i stedet for et uoverstigeligt problem. Pludselig begyndte knapperne, og vejene omkring på de forskellige platforme, lige så stille at give mening. Axel og jeg fik noget at navigere efter. Et konkret mål og en plan for processen med tempoet ”en ting af gangen”. Og det virker. Det virker sgu!
Ubehaget ved at være den der nybegynder midt i sin Fucking First Time er ligeså stille ved at komme ned på et niveau, hvor der ikke hele tiden danser svedperler på min overlæbe, og hvor Aksel ikke konstant står og truer mig med en tur i skammekrogen, men i stedet har sat sig ned ved siden af mig – mere modig og mere tilpas end ellers foran skærmen.
Så måske er tiden inde til at omskrive den historie, jeg fortæller om mig selv. Og om Aksel. Vi er slet ikke så håbløse, som vi går og bilder os ind. Vi er faktisk helt ok med på noderne, og vi glæder os til at blive endnu mere modige og til at lære endnu mere i selskab med Lovely Ladies Alive –
Aksel og mig.
Kærlig hilsen Eva
#lovelyladiesalive
Læs eller genlæs Pernilles indlæg om Fucking First Times her.
Lyt til det her vidunderlige jazznummer Make a New Start med Kaya Brüel, som altid hjælper, når Aksel og jeg trænger til et kærligt spark:
Respekt til dig og Aksel
Tak Sabina.
Dejligt når nogen kender og anerkender en oplevelse, man selv har. 🙂
God weekend.
Kh Pernille og Eva
Privacy Overview