Lovely Ladies Alive

Den svære toer og en hyldest til venskab

Puha, nu er vi der allerede. Den svære toer… Nå, men det naturlige er jo nok, at det kommer til at handle om venskab, da vores blogunivers jo bygger på vores.

Vi mødtes en sommer i slut 90’erne på en dykkertur til Kullen i Sverige. Det var ikke os, der skulle dykke, men vores kærester som var venner. Vi var de medfølgende dykkerduller, en betegnelse vi selv opfandt, mens vi ventede på, at mændene skulle vende tilbage til overfladen. Siden fik vi næsten samtidig hver en datter, blev skilt fra dykkerne og fandt hver vores Morten, som vi begge er gift med i dag. Vi ses næsten aldrig, men skriver hver dag over flere platforme, og nærheden har ingenting at gøre med, om vi bor lige ved siden af hinanden, som vi gjorde en periode, eller om vi er placeret i hver sin landsdel, som vi også har været indtil for nyligt. Men hvad er det, der afgør, at man umærkeligt vælger en ven og bygger et venskab op, som overlever tidens tand og beriger begge parter gennem mange år?

Pernilles første spørgsmål til Eva:
Hvorfor tror du egentlig, det blev os den dag på klippen i Sverige?

Jeg tror, at en stor faktor var, at vores præmis den dag var den samme. Vi var begge i nye forhold, og begge en smule fortumlede og overvældede over være på dobbeltdate, og så oven i købet blive ”efterladt” alene i hinandens selskab – endda på en øde klippe i Sverige! Jeg mener – det kunne jo være endt med at blive den længste og mest akavede eftermiddag. I virkeligheden skulle vi jo finde hver vores måde at overleve situationen på, og det viste sig at blive det mest fornøjelige, sjove og rare selskab. Jeg tror egentlig, at vi ”så” hinanden samtidig, og derfra var det overhovedet ikke svært at slippe barrikaderne, og bare være. Det var nærmest sådan en love at first sightJ

Eva spørger Pernille:
Hvad tror du fik os til at holde fast og bevare kontakten, selvom vores forhold til de mænd, der knyttede os sammen til at begynde med, gik i stykker?

Uha det er nok fluffye ting som det at klikke, have kemi og måske endda at være soulmates. You just get me girl hahaha 😊. Jeg behøver ikke være en anden, end den jeg er, når jeg er sammen med dig eller for at være din ven. Nej nu bliver jeg helt rørt… Gennem tiden har det også været helt ok at have travlt, være huleboer, give lyd sjældent eller hvad, der nu har været behov for. Der har aldrig været særlige krav eller forventninger forbundet med vores venskab. Og så er du bare en superklog, reflekteret dame, der altid har noget at interessant at sige. Det ELSKER jeg. Og så er du et af de sjoveste mennesker, jeg kender. Vi kan smide maskerne og grine af os selv og hinanden. Vi har jo ligefrem gjort det til en kunst at grine over snapchat og dine snaps er som små vitaminindsprøjtninger for mig… GUD JA, vi skal da også skrive om vitaminer..hahahaha 😊

Pernille til Eva:
Hvad er det bedste ved vores venskab?

At jeg aldrig bliver færdig med at snakke med dig.  Ligegyldig hvor mange timer vi er sammen eller taler i telefonen, så er der altid alt for lidt tid. Og det er ligegyldigt, hvad der er årsagen til, at vi taler sammen. Der er altid en sten mere på vejen, der kalder på at blive vendt og talt omJ. Og så gør det mig tryg at vide, at vi følges ad igennem det her dejlige, svære, smukke, grimme, alt for hårde, skøre, vidunderlige, uforudsigelig liv. Jajaja, se nu bare vores blog – uden dig, ville jeg aldrig turde hoppe på den vognJ

Eva til Pernille:
Hvor tror du, vi er om 10 år?

Fremtidsspørgsmål er altid svære for mig, men jeg håber, vi er her, hvor vi er nu, når det kommer til nærhed, alt det vi griner af og den måde vi støtter hinanden og også deler det, der er svært. Måske arbejder vi sammen, det kunne være rigtig fedt 😊. Under alle omstændigheder håber jeg rigtig meget, at vi bor tættere på hinanden og mødes jævnligt i naturen og går tur med hunden, bader og paddelboarder (for det har jeg endnu ikke prøvet, trods at jeg allerede har købt en våddragt 😊) og ordner verdenssituationen. Jeg håber, vi stadig begge er fulde af nysgerrighed på livet, at vi har knækket koden til det gode liv efter børnefamiliestadiet, og at vi helt enkelt bare føler os som to lovely ladies alive and kicking 😊.

Pernille til Eva:
Har dine nærmeste veninder noget tilfældes? Og i så fald hvad?

Mine nærmeste veninder og venner er uvurderlige mennesker i mit liv. Livsvidner til vigtige perioder, partners in crime, læremestre og kammerater med streg under humor, nærvær og altid favnende sparring. Hvis jeg samlede dem alle i en blomsterbuket, ville det blive en af de der eksotiske buketter med blomster i alle længder, farver og strukturer som strutter ud til alle sider. I love it! Hvad med dig?

Pernille:
Spørgsmålet udsprang af en tanke, jeg fik, mens jeg var ved at skrive om alt det, jeg elsker ved dig som ven. Min tanke var, om der egentlig er noget mine tætteste veninder har til fælles. Og det tror jeg faktisk, der er. Jeg tror, I alle er introverte i en eller anden grad, ligesom jeg selv er. Det er altså meget skægt, hvis det er rigtigt. I er også alle dybe og dejlige damer, der hverken er bange for mørke eller følelser og så er I alle rummelige og generøse. Eij, jeg bliver helt varm om hjertet af al den snak om venner… snøft… 😊

Pernille til Eva:
Har du et indre snapshot af os to ude i fremtiden?

Ååhh haha..JA!  Jeg ser os helt klart siddende på en bænk ved havet efter dagens dukkert. Lidt forpjuskede med tyndt hår i alverdens nuancer strittende ud til alle sider. Store vamsede badekåber, fornuftige slippers med plads til knyster – i gang med at sætte briller, i en kraftig hornmodel med glidende overgange, tilpas fast på næsen for at kunne orientere os i den medbragte brochure om sommerens aktuelle vandsportsaktiviteter for kvinder på pension! Ak ja – og lur mig, om der i badetasken ikke gemmer sig en boks med left overs fra gårsdagens Sønderjyske kagebordJ

Pernille:
Hahaha perfekt! Den er jeg med på! 😊

Ps: Glædelig venskabsdag til jer alle sammen #lovelyladiesalive.

Har du lyst til at dele: