Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

Pernille flytter på landet – Nu med hjemve

Kan man virkelig få hjemve af Hareskovvejen?
Svaret er ja, det kan man.

Hvedebrødsdagene som nytilflytter på landet er så småt ved at klinge af. Det var ikke rigtig noget, jeg gik og tænkte over før sidste lørdag, da jeg, i et anfald af nu-skal-jeg-se-nogle-mennesker-trang, tog en tur til byen. I første omgang for at købe min yndlings- og helt igennem sunde is fra Banana, men også for at ose lidt rundt i butikker og blive stimuleret på den helt banale, og some what materialistiske måde. 😊

Denne lørdag skete der dog det mærkelige, at jeg, da jeg nåede Hareskovvejen og indkørslen til Brønshøj fra motorvejen, blev overrumplet af, hvordan stedets velkendthed ramte mig. Kroppen genkendte pludselig alting og jeg kunne mærke et underligt skift i hjernen, så jeg nu bare ved at krydse bygrænsen ikke længere behøvede at være så koncentreret om kørslen. Nu sad det hele på en eller anden måde i systemet. Det der med bykørsel ligger bare i min krop og at køre ind i byen frigav simpelthen en form for subtil energi, som jeg pludselig blev opmærksom på, at jeg går rundt og bruger til dagligt heroppe på landet.

På vej på arbejde på Frederiksberg i en fjern fortid 🙂

Min oplevelse var en mærkelig opdeling i en kropslig hukommelse og så noget hjernemæssigt, som måske kan forklares med Daniel Kahnemans teori om, at hjernen i grove træk arbejder i et system 1 og et system 2. System 1 er det følelsesmæssige og intuitive system, hvor blandt andet erfaring og rutiner er lagret og danner baggrund for vurderinger og beslutninger. Systemet er kendetegnet ved, at det arbejder hurtigt og at en tankerække sker automatisk og foregår ubevidst. Derfor bruger hjernen også væsentligt mindre energi, når den kan ”nøjes” med at bruge system 1 i forhold til system 2, som bruges i situationer, hvor vores respons kræver analyse og kalkuleret stillingtagen. System 2 er karakteriseret ved at være langsomt, at tankeprocessen er mere bevidst, velovervejet og afvejende i forhold til de valg, vi foretager. Mange af os arbejder mange timer om dagen med opgaver, som stiller krav til hjernen om at arbejde i det energikrævende system 2, og her ligger blandt andet en af årsagerne til, at det er så svært at holde sig fra slikskålen ved møder efter kl.14. 😊

Det er til gengæld system 1, der gør, at du, når du har boet og arbejdet samme sted meget længe, kan køre hjem fra arbejde uden rigtigt at være til stede, og hverken komme galt afsted eller køre forkert.

Så når jeg kommer hjem, som jeg stadig vil vove at kalde det, til Brønshøj og til København, kan jeg mærke, at jeg bruger ekstra energi heroppe, hvor jeg bor nu. Jeg bruger energi, når jeg kører bil på landevej, og når jeg går i skoven og ved stranden. Jeg bruger så at sige ekstra energi hver dag, når jeg tager sanseindtryk ind, som jeg ikke er vant til. Det sker, når jeg går ude på min gårdsplads om aftenen og det eneste jeg kan høre er fuglefløjt og vinden i træerne. Når der er så stille, som der er her, så får alle lyde betydning. Det vil sige, at min hjerne mange gange hver dag skal igennem en proces a’ la, ”Hmmm, der er en lyd”, ”Hvad er det for en lyd?” ”Nå, det er nok naboen, der bruger et værktøj eller posten, der kommer eller….”.

Min hjerne bruger simpelthen bare konstant krudt på at afkode mine nye omgivelser.

Som eksempel reagerer jeg hver gang, jeg kan høre hestene, der vrinsker over fra Ries mark lige her ved siden af. Det sker fordi, det er en utrolig hyggelig, men også meget fremmed lyd for mig. Der er sgu’ ikke mange heste, der vrinsker, der hvor jeg kommer fra. 😊

Et af mine store ønsker, da vi flyttede ud af byen, var at komme til at bo tæt på heste.


Nå, men sådan en solskinslørdag i Jægersborggade på Nørrebro får jeg en umiddelbar fornemmelse af ”Yes mand, her slapper jeg af”. Her genkender min hjerne alle lydene og alt det, jeg ser. Det er kun, hvis der sker noget uventet eller unaturligt for området, at min hjerne bruger system 2. På Nørrebro behøver min hjerne heller ikke anstrenge sig for at afkode, hvem jeg skal hilse på, hvem man kigger i øjnene og hvem man ikke kigger i øjnene. Her er nogle sociale spilleregler, som jeg kender ud og ind, og det bliver meget tydeligt for mig, at man på en eller anden måde er meget mere anonym i byen. Jeg er ikke længere the odd one out (selvom det nok mest er en følelse inden i mig selv), og jeg kan mærke min selvtillid stiger, fordi jeg er, om ikke bykonge, så byboer – sådan på celleplan. 😊 Det er så vildt at opdage, at man ikke skal flytte mere end 3 kvarter væk, for at opleve sig selv som fremmed.

Det slår mig, at det må være et alment menneskeligt karaktertræk, at vi slår rødder. Det er ikke en tilfældig metafor, når vi sammenligner os med træer, der slår dybe rødder og derfor ikke lige så let lader sig flytte. Vi mennesker slår også rødder på celleniveau. Og derfor eksisterer sådan noget som fædrelandskærlighed, tænker jeg. Det vi kender, er det vi elsker. På en eller anden måde, går det at være rodfæstet både forbi bevidsthed og vilje, og gør at vi bare føler os, det vi har valgt at kalde “hjemme” og at vi hører til. Vi føler intuitivt, at vi er forbundet og forankret i menneskene omkring os og i vores fælles habitat.

Nå, men det jeg gjorde, da jeg gik derinde i byen og tænkte ”Shit mand, jeg har jo hjemve!”, var med det samme at tænkte ”Ok, ok, ok, ok, ikke gå i panik nu”. Vi har jo trods alt lige flyttet HELE molevitten og har lagt planer om at bo heroppe på landet resten af vores dage. Så det at skulle se ind i en mulighed for fortrydelse, gav mig altså lidt sved på panden. 😊 Men så prøvede jeg at lave følgende tankeeksperiment:

”Nå nå, men ok så, hvad så hvis du lige kørte hjem nu?” (Vi boede jo i gamle dage lige ti minutter fra, hvor jeg var)
Men så tænkte jeg med det samme,
”Nej nej nej, det har jeg fandeme ikke lyst til! Jeg har ikke lyst til at bo der!”
”Nå ok, men hvad så hvis vi flyttede huset ind midt i villakvarteret, hvor der var lidt mere stille?”.
”Nej nej, det går heller ikke….”
”Men hvad vil du så? Vil du bo i en lejlighed på Frederiksberg eller på Østerbro eller…?”.
“Nej nej, for sa… nej nej nej!”.
”Ok, men hvad vil du så dame?! Vil du blive eller vil du køre hjem til landet?”
Og så måtte jeg jo bare overgive mig til det faktum, at lige nu har jeg faktisk et ben i hver lejr.

For da jeg kom tilbage til Nordsjælland senere på eftermiddagen, så jeg en flok gæs på træk hen over himlen og tænkte ”Hvor er det vildt, at jeg bor midt i det her”, og så kiggede jeg ud over markerne, hvor det hele var ved at blive grønt, og der var sådan en følelse af frodighed over det hele. Og jeg kørte ind gennem vognporten og ind på vores hyggelige gårdsplads, og senere besluttede vi os for at gå en tur ned til vandet. Og jeg får stadig en fuldstændig overvældende følelse af lykke, hver eneste gang jeg kommer ned til det vand. Det er magisk og har ingen forklaring. Det er bare sådan det er. 🙂

Det føles underligt, men sagens kerne er, at man sagtens kan være vild med et sted og samtidig være forvirret på celleplan, fordi ens krop har boet 30 år i København. Man kan nok tage pigen ud af København, men man kan sgu’ ikke lige så hurtigt tage København ud af pigen. Og hvis jeg vil være god ved mig selv, så øver jeg mig i den kommende tid på at blive god til at rumme, at jeg både kan længes efter det kendte og samtidig være glad for det nye.

Hele oplevelsen har givet mig fornyet respekt for folk, der flytter til et andet land, og jeg tænker selvfølgelig også på folk, der bliver tvunget til at flytte. Mennesker på flugt, som havner i verdensdele, der er så meget anderledes, end det de er vant til. Jeg har fået en mulighed for at sætte mig en lille smule ind i, hvordan det er, at have behov for at bevare noget af det, man kender, f.eks. madkultur, religion, sprog, beklædning eller noget helt andet. Det er jo ikke bare sådan at slette det velkendte og det, der får os til at slappe af, både i krop og hjerne.

Jeg kommer til at tænke på ”Ude godt, hjemme bedst” – og ja tak, men hvor er hjemme lige nu?
Det er nok det, der opsummerer min tilstand allerbedst lige nu.

For sandheden er…at jeg jo stadig er Københavner og jeg føler mig lidt på besøg her i Nordsjælland. Men jeg ved godt, at den fornemmelse vil svinde med årene, og det skal blive spændende at se, hvor lang tid det tager.

Asserbo Strand april 2021

Kære læser.

Jeg synes egentlig, at det er en meget smuk ting ved mennesket, at vi slår rødder og at vi knytter os, ikke bare til mennesker men også til steder. At vi er så fintmaskede væsner, at det betyder noget, hvad vi er vant til – og hvordan et sted, en kultur og en måde at være menneske på lagrer sig hos os, som noget genkendeligt og velkendt, og dermed noget, vi føler os hjemme i. Så det at mennesket kan knytte sig til et sted og kan gro nogle tykke rødder, som det tager tid at plante om, synes jeg faktisk er meget, meget fint. Også selvom det niver lidt i hjertet og svøber nogle dage ind i vemod og melankoli. Uden rødder ville vi jo bare alle sammen rulle rundt i øst og vest, og ikke høre hjemme nogen steder. Og ikke føle en særlig kærlighed til noget som helst sted i verden. Det modsatte af at være rodfæstet er jo at være rodløs og det er der vel ingen, der har lyst til at være.

Rigtig god søndag 🌸

Kærligst

Pernille
#lovelyladiesalive

Daniel Kahneman er israelsk/amerikansk psykolog og har forsket i den menneskelige dømmekraft og beslutningsproces. Han har som den eneste ikke-økonom fået Nobelprisen i økonomi for sit arbejde med at forene psykologi og økonomisk videnskab. Læs mere om hans arbejde i bestselleren Thinking Fast and Slow, som du finder på dansk her.

Du kan også læse mere om Pernille flytter på landet her.

Og vil du mindes følelsen af fædrelandskærlighed, så lyt til DR Pigekorets udgave af
I Danmark er jeg født med den smukke tekst af H.C. Andersen. Husk Kleenex!

Rigtig god fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

4 kommentarer til "Pernille flytter på landet – Nu med hjemve"

  • Tak for det fine og modige skriv … Skønne Ritz , savner dig ❤

    • ph@strong-heart.dk skriver:

      Kære Vera.
      Tak for ordene. Jeg bliver så glad når det vi skriver på bloggen vækker noget hos andre.
      Miss you to ❤️
      Kærligst
      Pernille

  • Hej Pernille
    Jeg kan godt sætte mig ind i dine følelser og tanker. Hvis jeg tænker på og vi snakker om at flytte et andet sted hen. Panikken kommet, sved på panden og hjertebanken. Jeg synes du er modig at fortælle om dine tanker og følelser.
    Kh Lis

    • ph@strong-heart.dk skriver:

      Kære Lis.
      Tak for ordene.
      Det er super genkendeligt, det du beskriver. Tryghed betyder meget for mig og jeg finder det både i mennesker, jeg stoler og steder, hvor jeg føler mig godt tilpas. Tak for du deler dine oplevelser med os.
      Kærligst
      Pernille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *