Lovely Ladies Alive

– En livstilsblog af Eva B. Koch og Pernille Højgaard

×

Pandekagerne i mit medicinskab

Min svigermor fortalte mig engang at helt tilbage i tiden, når en person i Kina blev indlagt på hospitalet, ja så fulgte familien med, og det samme gjorde familiens madkurv. For det at blive adskilt fra kollektivet og anbragt i fremmede omgivelser, bragte patienten i angst og stress, og med nervesystemet i et sådant alarmberedskab, ja så var kroppen ikke i stand til at hele. Det var opfattelsen, og erfaringen viste, at det også var ganske rigtigt. Et menneske med den velkendte familiesnak om ørerne, og de sædvanlige retter på tallerkenen, kom sig simpelthen bedre og hurtigere.

Det ligger selvfølgelig mange år tilbage, og sådan fungerer sundhedssystemerne jo slet ikke i den moderne verden – og da slet ikke i disse coronatider. Men jeg elsker den holistiske tanke om det hele menneske med krop og sjæl uløseligt forbundet. Det ene fungerer ikke uden det andet – heller ikke, når man skal på hospitalet. Det er klart, at hvis familierelationerne ikke tangerer til det mest harmoniske, ja så kan man måske nok foretrække ro i ørerne og hvile uden forstyrrelser – netop for at holde nervesystemet i ro, så kroppen kan få lov at hele. 🙂 Men essensen af idéen – den synes jeg er smuk.

Udsigten fra min hospitalsseng på Østerbro for 14 dage siden. Første billede efter narkosen. Linsen er vist lidt “sløret”. 🙂

For et par uger tilbage skrev jeg blogindlægget “Imens jeg venter på at blive opereret”, hvori jeg fortæller om tiden optil den operation, der nu ligger 14 dage tilbage. Veloverstået, og jeg kan bevæge mig lidt omkring igen – ikke med 1 nyt bryst, men med 2! Hospitalet havde fået mulighed for at tilbyde mig en udskiftning ikke bare af det defekte implantat i venstre side, men også af det højre. Selvfølgelig sagde jeg et højt og rungende JA TAK til tilbuddet. Nu er de ens, og jeg skal ikke gå og frygte for, hvornår næste defekte implantat af tvivlsom kvalitet vil melde sig på banen til en udskiftning. Selvfølgelig er der ingen garantier, men udgangspunktet ser i hvert fald betydeligt bedre ud. Jeg er taknemmelig!

Og hvordan hænger det så sammen med pandekager? Jo jo – det gør det faktisk i høj grad. Imens jeg lå der på hospitalet og ventede på, at narkosetågerne ville lette, dukkede et evigt tilbagevendende spørgsmål op i min bevidsthed: “Hvad har jeg egentligt allermest lyst til at spise?” Svaret kom prompte – pandekager! Det stod ikke lige på hospitalets menukort, men så snart jeg var hjemme i vante omgivelser, sørgede min søn for friskbagte pandekager. Og så kan det nok være at humøret steg adskillige grader, og kroppen jublede.

Rekonvalescensperioden kickstartes bare perfekt, når ens teenagedreng går i køkkenet for at lave mors favorit. 🙂

Og lige der – lige præcis der gik det op for mig, hvor tro en følgesvend pandekagen faktisk har været igennem hele mit liv. At lige præcis pandekagen altid har indgået i sammenhænge, hvor trøst, heling eller familiesammenhold har været i centrum for mig. Tilbage i 2013 begyndte rejsen for mig med fjernelse og rekonstruktion af begge bryster. Det var en barsk omgang, og i de knap 2 uger jeg efterfølgende var indlagt, forsvandt min ellers altid stabile appetit fuldstændigt. Det vildeste jeg kunne forestille mig at indtage, var en appelsin (som Pernilles skønne mand, Morten, sørgede for at få bragt til hospitalsstuen med særligt bud. Og der var sgu gavebånd på!). Ellers var indtag af mad altid med tårer og tænders gnidsel i de dage. Indtil den dag, hvor jeg var klar nok i morfinens selskab til at kunne få besøg af min familie og dengang små børn. De spurgte, hvad de skulle tage med til mig. Og med tårerne trillede ned af kinderne fik jeg sagt: “Pandekager med blåbærsyltetøj.” Sådan blev det. Min største datter bagte pandekager, og liggende der blandt mine allerkæreste midt på en hospitalsstue i Århus, røg den ene pandekage ned efter den anden, imens min familie grinende kunne se på. Se – det var medicin, der virkede på både sjæl og krop.

Men hvorfra stammer alt det med pandekagens magt over mit velbefindende? Min mor bagte pandekager i dejlige store stabler. Især når min far ikke var hjemme – og vi fik lov at få dem til aftensmad. Min mor og mine søskende omkring pandekagenstakken – det var tryghed, og det var trøst, hvis livet til tider kunne være lidt barskt.

Og så var der min børnehaveveninde, hvis far altid lavede pandekager til eftermiddagshygge (ja, sådan husker jeg det i hvert fald 🙂 ), og imponerede mig for bestandigt ved at vise os, hvordan man kunne fylde pandekagen med den danske flag – sukker som det hvide kors, og jordbærsyltetøj som de røde firkanter. Det var intet mindre end fantastisk! Det måtte vi ikke hjemme hos mig. Jeg glemmer det aldrig. Ren lyksalighed.

Mine to reservebedstemødre Henny og Helga stod heller ikke tilbage for en god gang pandekager. Begge grundige husmødre af den gamle skole, hvor alt blev lavet fra bunden og selvfølgelig bagt på panden i rigelige mængder af smør. 🙂 Jeg elskede at være med i køkkenet hos dem, hvor alting emmede af nærvær og masser af tid.

Jo jo – Rasmus Klump har en pendant i mig, selvom min hue er rød.

Pandekagerne fulgte med mig videre ud i ungdommen og i det voksne liv. Som den ultimative hygge og overraskelse, men også som den velkendte trøst, hvis livet var svært. I den første tid i København, hvor jeg i en periode boede i samme lejlighedskompleks og på samme gang som min skønne veninde Louise fra Sorø, var noget af det hyggeligste at stille en tallerken med pandekager udenfor hendes dør eller selv at modtage sådan et par herlige fætre, når man kom hjem fra arbejde.

Og da jeg selv fik børn, blev pandekagebageriet i alverdens variationer brugt som den der morgensmadsoverraskelse, som der bare var brug for på sådan en røvsyg torsdag morgen i en mørk våd november med modgang, sygdom eller bare fordi. Til fødselsdag, til fest, til sorg, til savn, til lindring, til fejring og til trøst. Sådan er pandekagerne blevet brugt i mit liv, og de vil altid følge med. Fordi de repræsenterer omsorg, kærlighed og trøst. Fordi de uden ord kan sige: “Jeg passer på dig”- “Jeg holder af dig” – “Alting bliver okay” – “Hey- det regner, men livet er herligt.” For mig rummer de alt det, og mere til. Derfor bor pandekagerne i mit medicinskab. Derfor sender jeg en kærlig tanke til de gamle kinesiske traditioner, og hylder hele ideen om at samle familien omkring sygesengen og bare lade dem snakke derud af, imens gryderne bobler, maden smager velkendt, og krop og sjæl lader sig hele.

Kære Læsere

Nok er jeg ikke mesterkok eller Michelin bevandret – men så længe mit hjerte glædes ved duften af et køkken, der lever, ved smagen af velkendte traditioner og ved selskabet med hvem jeg deler de spiselige herligheder, ja.. så er der næsten ikke den ting, vi ikke kan klare – sammen.
Her får I de to pandekageopskrifter, som jeg selv bruger allermest – når jeg altså ikke bare tømmer køkkenskabene og blander lidt at det hele sammen! 🙂

Velbekomme og rigtig god søndag🌸

Kærlig hilsen
Eva
#lovelyladiesalive

Opskrift på den klassiske pandekage
– direkte importeret fra udsmykningen af et gæstetoilet på en restaurant nær Sorø:

Ps: Jeg blander æg og sukker sammen først, og dernæst de øvrige ingredienser ad hoc. Og de bliver bagt i smør. Haps.

Og du kan lige så godt lave dobbeltportion med det samme. 🙂

Opskrift på bananpandekager:

2 modne bananer
3 æg
1 dl. havregryn
1 dl. boghvedemel
kanel og kardemomme efter smag og behag
1 nip salt

Smør eller kokosolie til at stege i

  1. Blend hele molevitten sammen med en stavblender.
  2. Bestem selv størrelsen på dine pandekager – jeg plejer at få plads til ca.3 stk. ad gangen på en pande.
  3. Spis dem varme eller kolde. Begge ting er herligt. Også i madpakken som snack dagen efter.
Bananpandekager er hurtige at lave – en lækker løsning til en særlig morgenmad, en god eftermiddagssnack til børnene og deres venner eller… bare til mig selv. 🙂

Du kan læse meget mere om både Henny og Helga – mit livs to helt særlige reservebedstemødre – lige her.

Og vil du vide mere om, hvordan mad og relationer hænger uløseligt sammen for mig, så kig med her.

To kogebøger ovenpå hinanden med et hjerte af papir ovenpå

Er du til gengæld blevet endnu mere lækkersulten efter søde sager, ja så kig lig et smut forbi disse helt fantastiske vidundere, – de persisk inspirerede Orangedrømme som @nazli_homemade bagte sammen med os i december. Opskriften finder du her. MUMS!

Orangedrømme på fad

God fornøjelse 🙂

Har du lyst til at dele:
error
fb-share-icon

6 kommentarer til "Pandekagerne i mit medicinskab"

  • Jane Maltesen skriver:

    Sikke en dejlig historie om hvad pandekager kan Jeg er også selv vokset op med pandekager som aftensmad. Min far blev ved med at bage pandekager hele livet til børn, børnebørn og oldebørn. Når han var med på besøg hos oldebørnene i New Zealand blev der bagt stakkevis. På den måde husker de ham på trods af afstanden ❤️

    • Kære Jane.Tusinde tak for at dele din skønne og rørende historie om din far. Det er nemlig så vildt, hvordan mad kan knytte relationer og leve videre som minder om et mennesker og om stunder, som betyder uendeligt meget❤
      Knus fra Eva

  • Anne Middelboe skriver:

    Kære Eva.
    Tak for en forunderlig beretning om pandekager, der gør godt for sindet. Jeg vil snarest afprøve metoden.
    Mange hilsener Anne

  • Dejlige Eva. Pandekager. Uhm. Godt at høre at du er i god bedring og at kærlighed og pandekager følger dig overalt. Kram fra en gammel veninde. Louise (fra teater kælderen) ♥️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.