Jeg har prøvet at være mand. Ikke sådan fuldt ud én til én. Men jeg har oplevet noget af det, der kommer tætteste på som kvinde. Og nej, selvom det er sjovt at rende rundt klædt ud som mand på Gilleleje Havn i anledning af fastelavn, så kan det på ingen måde give en ægte oplevelse af at bevæge sig rundt i verden på samme præmisser som en mand. Men det er der noget andet, der kan.
Og det handler om overgangsalder og det at jeg for første gang, siden jeg var 12 år gammel har prøvet, hvordan det er ikke at være en del af det cykliske univers. Jeg har prøvet, hvordan det er, ikke at skulle have alt bøvlet med at tænke på, hvornår min menstruation kommer, hvad for noget tøj jeg har på, hvor langt der er mellem toiletter på de værste dage, hvor voldsomt bliver det denne gang, hvor mange smerter jeg har og om det går ud over ferier, store fester, den vigtige præstationen på jobbet…..og bla bla bla bla bla.
Det er først nu, det for alvor er gået op for mig præcis hvor meget, det fylder i en kvindes liv og det er først med menstruationens fravær, at jeg har opdaget, at det bogstaveligt talt æder en væsentlig del af éns liv hver eneste måned.
Først er der dagene op til, hvor mange kvinder mærker alle mulige slags symptomer og reaktioner i kroppen. For ikke at tale om, hvad de dage gør ved energiniveau, humør og overskud. Dernæst kommer selve blødningen med individuel og ofte uforudsigelig kraft og smerter til følge. Og kvinder forventes, og vi forventer af os selv, at køre fuldt program uden at sætte tempoet ned, nu bare på smertestillende og med et konstant parallelt opmærksomhedsspor, som handler om at færge sig igennem dagene uden uheld og uden at miste momentum.
En udfordring jeg personligt holdt særligt meget af (her skal indlæses en større portion ironi) er den med, hvordan man kan snige bind og tamponer med på toilettet i løbet af arbejdsdagen, når man ikke lige er klar til at kunder, kollegaer eller chefer skal have indblik i hvad tid på måneden, det er. De sidste mange år havde jeg givet op og traskede afsted med min makeuppung til fuldt skue i ren frigørelses-trods. Men sandheden er, at jeg helst var fri for den slags, på samme måde som mine mandlige kollegaer jo var.
Når endelig menstruationen efter ca. en uge er overstået, kan man fungere på 100 % igen og få indhentet det tabte eller bare køre videre, som om intet var hændt. Og det kun, hvis man er en af de heldige, der ikke har rod i det, ekstra udfordringer med det, eller slet og ret er sat helt ud af spillet i kortere eller længere tid af det. Menstruation skal ikke sygeliggøres, for det er naturligt for kvinder at menstruere, men det er fandengaleme heller ikke nogen bagatel at ofre sit velbefindende på den hormonelle ruchebane hver eneste måned.
Det andet element i min oplevelse af at smage lidt på livet som mand i disse dage er, at jeg ikke længere har ansvar for en familie i dagligdagen. Det betyder, at jeg kan arbejde igennem og udfolde min trang til at sætte mit mærke i verden fuldstændig frit. Også fordi jeg, efter de første ti år af mit samliv med Morten, hvor jeg stod for det meste madlavning og hele tiden havde overblikket over, hvad vi havde i køleskabet, hvad vi skulle have købt ind og hvad skulle vi spise på dagen og i weekenden, hvor vi f.eks. skulle have gæster osv, har givet den del fra mig. Alt det er, og har været, min mands ansvarsområde i lang tid nu, og det betyder simpelthen, at det ikke er mig, der hele tiden har et ekstra fokusområde, der på daglig basis optager tid, energi og kreativitet. Og skal vi dele sol og vind lige, så er der stadig tre år tilbage af min friperiode. 🙂 Jeg ved ikke helt endnu, hvad jeg skal stille op, når den slutter, for det er ikke et ansvar, jeg længes efter at få tilbage. 🙂
Den sidste ting der bidrager til, at jeg føler mig mere ligestillet herhjemme end nogen sinde før, er at vi i længere tid nu har været i en situation, hvor vi efter salget af vores hus i København, ikke har været tvunget til sådan helt at holde øje med alle konti og den slags hele tiden, en opgave som i rigtig mange familier også er kvindens og også min i vores. Jeg har holdt øje med det hele, skiftet telefonselskab, når tid var, forhandlet med forsikringsselskaber, banker, ejendomsmægler osv. og holdt øje med, at der hele tiden var penge til det nødvendige. Og det har jeg haft en lykkelig pause fra, simpelthen fordi der har været et tilstrækkeligt overskud.
Så alt i alt har jeg, uden at ville det og uden at vælge det aktivt, sluppet den der kæmpestore projektlederrolle, vi kvinder traditionelt set har i familien, uden vi selv nødvendigvis lægger mærker til det og uden vores mænd lægger mærke til det. Det er bare sådan det er, fordi mange af os er indrettet sådan, at vi kan lide, at der er styr på det hele og vi tager et stor ansvar for at hele familien trives. Og når vi gør det, så behøver manden ikke helt i samme grad at koncentrere sig om alt det hjemlige. Det er jo ikke samme konstellation som i halvtredserne (heldigvis), men alligevel stadig i et set-up, hvor han i højere grad kan udleve sit liv udenfor huset, med det som han nu arbejder med, tjener penge på og interesserer sig for.
Og jeg må sige, at jeg foretrækker det sidste. Jeg er rigtig godt tilfreds med at prøve ligestilling lidt mere for alvor her efter overgangsalderen. For jeg må bare konstatere, at vi ikke ved, hvad vi IKKE har, når vi er midt i det der familieliv og den kropslige cyklus. Men når det slipper. Holy moly, hvor kan man i langt højere grad koncentrere sig om sig selv, sine egne ambitioner, det man selv har lyst til, sine hobbies, sine venner, og alt muligt andet. Uden at blive stoppet hele tiden af andre pligter og det at have ansvar for andre. Det har virkelig givet mig en ordentlig bunke seriøst stof til eftertanke.
Alt det der handler om kroppen, og det, at kvinder stadig, trods delt barsel, er dem, der har den ekstra opgave med at menstruere og bære, føde og amme børnene, kan vi (endnu) ikke lave om på. Og jeg ville ikke bytte min rolle som mor for noget i verden. Men en større bevidsthed på tingene, har aldrig skadet nogen! 🙂
Kære læser
Efter at have registreret denne nye opvågning på emnet ligestilling, som det at slippe for at menstruere, har skabt hos mig, så må jeg trods det hele, stadig konkludere at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal tænke om det hele. Jeg har endda arbejdet aktivt som frivillig og som bestyrelsesmedlem gennem 4 år i Kvindeøkonomien. Og alligevel synes jeg, at ligestilling er kompliceret. For kan vi overhovedet ligestilles i traditionel forstand, med de biologiske forskelle vi lever med? Min oplevelse er, at det kræver en fornyet respekt og værdi på det, vi som kvinder skal yde for artens overlevelse, samtidig med at vi yder det samme som en mand på arbejdspladsen og for samfundet som et hele. Det er vi simpelthen ikke færdige med at tænke over. Det er ikke gjort med en kortere barsel for kvinder, for lige meget hvor lige vi bliver gjort i sammenligning med vores mænd overfor arbejdsgiver, så kan vi ikke udligne den fysiske forskel med en underskrift på en lovgivning eller på en kontrakt på et lederjob eller en bestyrelsespost. Så enkelt er det ganske enkelt ikke.
Jeg må erkende, at jeg synes, jeg var ret moderne og ligestillet, mens mit familieliv stod på, men det var jeg ikke. Det kan jeg se nu. Og det er vigtigt at sige, at det ikke var af nogen ond vilje nogen steder fra. Jeg har altid haft en oplevelse af, at vi var ret fælles om tingene og min mand har bestemt ikke skulket fra noget som helst eller ikke villet være 50% af det hele. Absolut ikke. Men det bliver bare sådan i mange kvinders og familiers liv. Helt umærkeligt.
Det eneste jeg kan få øje på, jeg kunne have gjort mere fra starten af vores forhold og vores familieliv, var at være meget mere opmærksom på at give ansvaret fra mig. Eller nærmere bare ikke tage det. Turde efterlade et tomrum for en stund, hvor alle parter lige kan nå at opdage, at “nå, den har mor ikke”. For hvis vi som kvinder ikke er utroligt opmærksomme på at give ansvaret fra os og blive ved med at give det fra os, så ender rigtig meget uvægerligt hos os. Det er stadig sådan i mit liv, at ansvaret for ting og sager ret hurtigt kommer til at klæbe til mig igen, hvis ikke jeg hele tiden er vågen ved havelågen. Så det er jeg så.
For sandheden er, at jeg holder alt for meget af mit liv som mand til at give det fra mig igen. For det er faktisk ret fedt….at være mand. 🙂
Rigtig god søndag 🌸
Kærligst
Pernille
#lovelyladiesalive
Tag et kig på tallene fra Danmarks Statistik på, hvordan det ulønnede omsorgsarbejde fordeler sig mellem kønnene her.
Du kan også finde ud af meget mere om, hvordan Pernille og Morten lever sammen i afsnittet Kærligheden dengang og nu, i vores podcast-serie HVAD MED LIDT BARMHJERTIGHED. Find afsnittet her.
Endelig kan du læse en rigtig interessant artikel om Libresse´s forsøg på at modernisere deres reklamer for hygiejnebind her. En opgave der tilsyneladende ikke har været helt nem. Vær opmærksom på at artiklen er fra 2017.
Rigtig god fornøjelse 🙂
. Tallene er fra Danmarks Statistik.
Ingen kommentarer til "Det er fedt at være mand"